Systemisk tænkning

Når vi skal forsøge at forstå mønstre og strukturer må vi altså kigge på det der ligger bag problematikken.

I et systemisk perspektiv, er det altså ikke barnets skyld, lærerens skyld, forældrenes skyld eller de andre børns skyld, men det aktørerne gør og de interaktioner der bringes i spil i systemet, det der er på spil mellem aktørerne er med til at påvirke individet.

Derfor må vi lede efter sammenhænge i flere forskellige perspektiver, fordi der både kan være faktorer i kontekst, aktør og individperspektivet, der er med til at påvirke individet og systemet.

Her kan du læse en case, hvor der bliver arbejdet systemisk:

Anton er lige startet i 5.b.  Han er flabet overfor lærerne, spytter, sparker og driller de andre børn.

Det giver forstyrrelser i klassen og frustrationer både for lærere og børn. I et systemisk perspektiv ser vi rundt om Anton og ind i systemerne.

Vi kigger på individperspektivet:  Vi får af vide af mor, at Anton aldrig har haft nogen rigtige venner i hele sit skoleliv. Han har altid følt sig ensom og mobbet og følte at de ”gamle” lærere ikke kunne lide ham.

Vi kigger på aktørperspektivet: Anton er ny i klassen og vil gerne skabe relationer og ind i fællesskabet. Han ved ikke hvordan man gør. Han ved bare, at når han har den adfærd han udviser, får han opmærksomhed af de andre. En lille gruppe piger knækker sammen i fnis, hver gang Anton er flabet overfor lærerne. På den måde føler han sig som en del af fællesskabet.

Vi kigger på kontekstperspektivet: klassen er generelt larmende og snakkende, der er en tendens til at man må kæmpe for at være i fællesskabet. Lærerne synes Anton er provokerede og uopdragen. De andre børn synes både Anton er lidt sej, men samtidigt synes de han er irriterende og tager afstand fra ham i faglige sammenhænge. Enkelte drenge ser op til Anton.

Vi søger efter sammenhænge mellem de faktorer, der optræder i de tre kontekster og kommer frem til en hypotese der hedder: Anton kæmper for at skabe relationer. Når han er flabet overfor lærerne lykkes det faktisk lidt, idet nogle piger fniser og nogle drenge ser op til ham.

Klassen er så larmende, at Anton er nødt til at skrue yderligere op for sin adfærd for at blive set i fællesskabet og lærernes frustration over Anton er med til at forstærke mønsteret fra tidligere, nemlig at der ikke er nogen voksne, der kan lide Anton, derfor bliver det vigtigere at satse på at komme ind i fællesskabet end at høre efter, hvad de voksne siger.

Tiltag:
Vi arbejdede med klassen som helhed:
·      Undersøgte sammen med børnene hvad det var der gjorde at de følte de blev nødt til at være larmende for at være en del af fællesskabet. Vi gik på metaplan med børnene hver gang de blev larmende og spurgte, hvad det er der gjorde, at de lige nu ikke kunne lade være med at larme op. Når en siger noget, skal alle sige noget. Hvad er det der gør, at det bliver vigtigt for jer?

Efter et stykke tid hvor vi gik på metaplan med børnene på den måde, fortalte de at de var bange for at blive glemt hvis de ikke sagde noget råbte op og lignende. Nu begyndte en bevidsthed hos dem at vokse og da de fandt ud af at langt de fleste havde det sådan og samtidigt ønskede mere ro, kunne vi begynde at lave aftaler med dem.

Vi arbejdede med reaktionerne i forhold til Anton:
·      Vi arbejdede med at få pigerne til at forstå at den eneste måde de kunne hjælpe Anton af med at have den adfærd i timerne var ved at ignorere hans adfærd og ikke fnise, samtidigt med at de skulle byde ham ind i et fagligt fællesskab. Der blev arbejdet på hvordan man skulle hjælpe nye og dermed Anton ind i fællesskabet, så han ikke skulle kæmpe sig vej ind.

Vi arbejdede med Anton:
·      Han fik hjælp til at danne relationer
·      Han fik ikke noget opmærksomhed på hans negative adfærd, men maser af opmærksomhed på hans positive adfærd
·      Han fik personlige mål, der blev evalueret hver uge
·      Han fik faglig hjælp