Er inklusion bare et mislykket forsøg

Medierne, facebook og læserbreve raser i disse dage…. inklusion er blot en spareøvelse…. vores børn bliver sparket… børn lider ved ikke at være i en specialskole… og meget mere..

Er inklusion blot et mislykket spareprojekt?

Salamancaerklæringen var startskuddet for den inklusionspolitik der nu ligger på skoleområdet. Alle børn har ret til uddannelse og til at være en del af fællesskabet.

Som vi hørte i indslaget i nyhederne på DR1 d. 23.02, er inklusion en stor udfordring… mange lærere og pædagoger, står uden redskaber til at klare den udfordring som inklusionen også bringer…

Så… er inklusion blot et mislykket spareprojekt?

Hvis rammerne for vores skole skal se ud som de har gjort i mange år, hvis vores undervisningsform skal se ud som den har gjort i mange år.. hvis vores sprog omkring børn rubriceres i inklusionsbørn og normale børn… og hvis vores normalitetsbegreb er statisk, så der ikke er plads til udsving…. ja så er det et mislykket projekt!

Men hvis vi søger efter forståelsen for hvordan vi kan ændre rammerne, vores tænkning, vores tilgang, undervisningsformen og vores normalitetsbegreb… så er inklusion noget alle vil profitere af.

Misforstå mig ikke, det er helt klart, at der kan være tale om problematikker, der gør det helt nødvendigt at et barn får et særligt skoletilbud, men vi kan skabe inkluderende miljøer, så der er langt langt flere der vil og kan trives i vores folkeskole…. hvis vi tør kigge på rammerne, undervisningsformen og de professionelles tilgang.

Og Nej… det er ikke for at placere aben på lærernes skulder og påstå at de bare gør det forkert.. den tilgang der bliver brugt i dag,, rammer mange børn… men der er også nogen børn, hvor en anden tilgang er nødvendig, det er der vi skal bruge vores professionalisme til at bruge andre tilgange, andre strategier…

Det er stadigt udfordrende, men hvis vi arbejder systemisk, det vil sige at vi kigger ud i systemet rundt om barnet, i børnefællesskabet, i de voksnes tilgang til barnet…herunder forventninger… og leder efter opretholdende faktorer, hvis vi går ud fra at alle mennesker handler og agere ud fra at skabe mest mulig mening i sit eget liv og derfor ser både hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige handleinger i lyset af dette, vil vi skabe en positiv reformulering af barnet og derpå møde det på en anden måde… hvis vi er bevidste om hvordan sproget om barnet er med til at fastholde barnet i den rolle og den adfærd barnet har og arbejder på at opløse de dominerende historier… så er der faktisk en ret god prognose på inklusionsopgaven

Og så er det vigtigt at alle, alle… professionelle, børn, og også alle forældre er bevidste om at de er en del af inklusionen..

Her følger en lille historie:

Julie er en pige der går i 3. klasse. Hun har siden børnehaveklassen skabt udfordringer for lærerne. Hun overfalder de andre børn, hører ikke efter hvad lærerne siger, forlader undervisningen når det passer hende, hun vil ikke tage sine ting frem og hun har et meget grimt sprog overfor voksne og børn.

Mange tiltag har været prøvet, intet har virket. Når hun fx i et frikvarter har overfaldet et andet barn, har man forsøgt at tale med Julie og det barn det er gået ud over, forsøgt at tale til Julies empati…. Julies svar har blot været: Jeg ved da godt hun bliver ked af det… men jeg er ligeglad…

Lærerne troede efterhånden, at der var tale om en pige uden empati.

Lærerne henvendte sig i skolens ressourceteam og fik en supervision som tager udgangspunkt i at undersøge systemerne, den dominerende historie og i hvilken kontekst hendes adfærd giver mening for hende… en metode, der gør at lærerne kan hæve sig op på et metaplan og reflektere på en anden måde…

Her blev hypotesen, at Julie havde brug for opmærksomhed, men ikke mere kendte forskel på negativ og positiv opmærksomhed. Denne hypotese blev skabt ud fra supervisionen.

Giver det mening? en lidt naiv hypotese i forhold til problemets omfang?

Lad os prøve den efter… hvad sker der når Julie har overfaldet et andet barn i frikvarteret: hun bliver trukket ud til en refleksiv snak… er hun heldig kommer der også en AKT lærer og taler md hende… hvad får hun? Opmærksomhed.. hvad sker der når hun forlader undervisningen… så går lærerne efter hende og forsøger at få hende ind igen… hvad får hun? opmærksomhed… når hun taler grimt eller nægter at tage sine ting frem… enten bliver der talt med hende, irettesat, eller der bliver lavet konsekvenser for hende… hvad får hun? Opmærksomhed…

Lærerne så pludselig hendes adfærd i et andet lys… og den handleplan der blev lagt, var 98 procent en ny måde de voksne skulle reagere på hende, den vigtigste var at negligere den negative adfærd og rose den almindelige adfærd, så Julie efterhånden ville opleve, at hun ikke fik det hun ønskede ved den gamle negative adfærd, men hun pludselig KUN kunne opnå den med almindelig eller positiv adfærd…

Når hun forlod undervisningen ignorerede lærerne det, når hun kom tilbage sagde de: det er dejligt du kommer…

Når hun overfaldt et andet barn, tog lærerne sig således KUN af det barn det var gået ud over… tilgengæld… og det er topvigtigt… begyndte de at rose hende for almindelig eller positiv adfærd.. dejligt at du sidder på din plads… jeg så du hjalp Louise med døren…du er en god kammerat osv.

Lidt efter lidt ændrede Julie adfærd og efter 6 måneder, sad Julie med i alle timer, lavede lektier og overfaldt ikke længere andre børn…

Dette var en sand historie om en pige, der meget nemt kunne have endt med et andet skoletilbud, men som ved få ændringer i den måde hun blev mødt på ændrede sig til en pige, som det var helt i orden at have i klassen…