Er klassemødet skadeligt?

I Politiken i dag var der en artikel om antimobbemetoder, der efter sigende skulle være i risiko for skade mere end at gavne.

En af disse metoder er ”Klassemødet”.

I artiklen står der blandt andet:

”Og om ’klassemødet’, hvor klassen sidder i rundkreds og taler om problemer og konflikter, mens læreren holder sig i baggrunden.”

»Ideen er, at når alle fortæller, hvordan de har det, vil det vække omsorg, så man automatisk får lyst til at passe på hinanden. Men man kan komme til at åbne for meget op. Tingene kan blive brugt mod en, og der kan under og efter øvelserne skabes mere foragt blandt eleverne«, forklarer Stine Kaplan Jørgensen:

»Det er gode hensigter, lærerne kommer med, men de kommer nogle gange til at åbne et rum, hvor mobningen kan fortsætte«, siger forskeren, der har fulgt seks forskellige klasser i mere end et år.

Denne måde at ”bruge” klassemødet på, har ikke noget med konceptet at gøre.

Hvis ideen var ”at når alle fortæller, hvordan de har det, vil det vække omsorg, så man automatisk får lyst til at passe på hinanden”, og hvis konceptet var at: ”klassen taler om problemer og konflikter, mens læreren holder sig i baggrunden”, så er jeg enig i at det er en højest risikabel metode.

Dette er hverken konceptet bag, – eller ”ideen” med, – klassemødet.

”Ideen” eller formålet med klassemødet er at lære børnene:

• Refleksion
• Nysgerrighed

Multivers (at der er flere versioner og opfattelser af virkeligheden)

• Undren
• Undersøge
• Lytte
• Søge forståelsen

Og på klasseniveau at:

• Skubbe til mønstrene i klassedynamikken

Derfor er emnet ikke nødvendigvis noget med problemer eller konflikter at gøre, det kan lige såvel tage udgangspunkt i noget positivt.

Klassemødet undersøger og udforsker systemet i klassen, arbejder relationelt og kontekstuelt.

Det tager udgangspunkt i fællesskabet og selve fællesskabets grundværdier, arbejder i det relationelle rum, og sat i en socialkonstruktionistisk tankegang, giver det forståelse for hinandens ”virkeligheder”. Dette udvider normalitetsbegrebet og gør fællesskabet plastisk. Klassemødet er på denne måde en intervention der fremmer inklusion.

Klassemødet skal være 100 procent voksenstyret.

Den voksne stiller nysgerrige og cirkulære spørgsmål, er nærværende, anerkendende og sørger for at dialogen bevæger sig, så systemet undersøges og perspektiver udfordres. Den voksne holder strukturen, og sørger for at reglerne for klassemødet overholdes.

I bogen: ”Klassemødet” af Helle Høiby m.fl. forklares klassemødet som et redskab inspireret af den systemiske tænkning og teorierne om anerkendende kommunikation. Anerkendende kommunikation bygger på en sprogfilosofisk tankegang, der mener at sproget skaber virkeligheden. Her fokuserer man på det der virker, spørger ind til hvad der er gået godt, hvad det er der gjorde, at det gik godt. Hvordan man godt kunne tænke sig, at det skulle være fremover og hvad der skal til for at det bliver sådan. Dette er en kommunikationsform, der står i modsætning til problemtænkningen.

Nedenstående figur illustrerer, hvilke rum der arbejdes med i forbindelse med klassemøder. Hvis man tager domæneteorien og tilpasser den en smule, får man en figur der sådan ud:

 

• Handlingens rum repræsenterer hverdagen, og det er her de daglige relationsmønstre udspilles. (Hverdagen i klassen og frikvartererne)
• Refleksionens rum er det sted hvor alle inviteres til at udforske og kigge på relationsmønstrene og strukturerne som man selv er en del af. (Klassemødet)
• Beslutningens rum er der, hvor fællesskabet sammen, finder frem til ting de vil afprøve i handlingens rum. (Fælles beslutninger om tiltag der kan ændre mønstre)

Via disse klassemøder får hver enkelt elev, såvel som fællesskabet, mulighed for at reflektere over klassedynamik, samspil, relationer og mønstre og dermed få en dybere forståelse for hinanden i handlingens rum.

Min erfaring viser, at arbejdet med klassemøder giver mulighed for at undersøge og arbejde med klassedynamikken, børnenes evne til at reflektere og se egen andel. De udviser stor respekt for hinanden og lærer hurtigt at lytte til hinanden frem for at ”forsvare” eller gå til modangreb. I refleksionens rum taler de sammen på en anden måde end i handlingens rum.

Børnenes evne til i beslutningens rum, at finde løsninger eller komme med forslag til tiltag, der kan ændre uhensigtsmæssige mønstre eller relationer i handlingens rum, viser sig gang på gang at være socialt kompetent og aftaler indgås i fællesskabet. Dette skaber ændringer ved selve grundformen af fællesskabet og fremmer inklusion.

Den seneste forskning ved John Hattie viser, at den allerstørste virkning for børns læring er, at de lærer at lære. For at lære at lære, skal der arbejdes med at udvikle børnenes bevidsthed omkring metakognitive tankeprocesser såsom:

• Refleksion
• Selvbevidsthed
• Nysgerrighed
• Forbinde gammel viden med ny
• Søge
• Undres
• mm.

Dette er præcis de tankeprocesser der arbejdes med at udvikle i klassemødet.

Klassemødet ER et virkelig godt redskab, men det er klart at den voksne skal vide hvordan man holder klassemøder og kende regler, struktur og spørgsmålstyper.

Men hvor er det trist at dømme en absolut fantastisk metode i sin oprindelige form, på noget der er blevet til noget helt andet. Konsekvensen kan blive at skoler og forældre tager afstand fra en metode der uden sin lige kan rykke ved klassedynamikken og skabe trygge fællesskaber.